Fest i KlimaByen
Flagene blafrede i vinden på denne smukke torsdag, hvor det røde bånd efter flere års arbejde kunne klippes til KlimaByen.
Interessen
var stor, da KlimaByen officielt bød velkommen, og det røde bånd blev klippet.
Eftermiddagen startede ved Middelfart Kirke og kirketrappen, hvor det sidste
kunstværk skulle afsløres. De mange fremmødte kunne nyde den musikalske optakt
inden dagens første taler, Borgmester Johannes Lundsfryd, bød velkommen.
- Vi kan både
kalde det Danmarks største og Danmarks smukkeste klimatilpasningsprojekt, sagde
han blandt andet, inden han gav ordet videre til filantropidirektør ved
Realdania Nina Kovsted Helk. Allan Buch, formand for Middelfart Spildevand,
takkede herefter for samarbejde med Middelfart Kommune og Realdania, inden det
nye kunstværk foran kirken blev præsenteret og afsløret.
Efter
afsløringen kunne de mange interesserede få lidt godt til ganen og et nærmere
kig på kirketrappens nye kunstværk.

Byvandring og
Aktivitetsskoven
Efter
fejringen i Middelfarts gamle bydel indbød det smukke vejr til en fælles
byvandring, hvor de interesserede havde mulighed for at se og læse lidt om
udvalgte steder i projektområdet. Målet for byvandringen var Aktivitetsskoven,
som også skulle indvies.
Flagene var
hejst ved Middelfart Stadion, og en stor skare gik med til Aktivitetsskoven,
hvor også beboerne fra Skovkvarteret kom for at fejre indvielsen af det nye
område.
Fejringen ved
Aktivitetsskoven blev indledt med tale af Borgmester Johannes Lundsfryd, som
takkede de mange aktører bag Aktivitetsskoven. Herefter kunne
udviklingskonsulent i Lokale og Anlægsfonden Oliver Vanges fortælle mere om
fondens tanker i forhold til klimatilpasning og Aktivitetsskoven.
Som en smuk
afslutning på dagen blev det røde bånd klippet af Johannes Lundsfryd, og de
mange fremmødte kunne nu få lidt godt til ganen og en tur rundt på de mange
broer i Aktivitetsskoven, alt imens septembersolen viste sig fra sin bedste
side.
