Leg og motion er for hele livet

Kompan vil fremme og inspirere til samvær i Aktivitetsskoven

De fleste kender Kompans farvestrålende legetårne og vippedyr, som har henrykket og udfordret børn gennem næsten fem årtier. Men firmaet er andet og mere end det.  I dag er produktionen flyttet til Tjekkiet, men i Odense ligger en stor udviklingsafdeling, hvor der tænkes tanker på vegne af både børn og voksne. Tanker, der skal give inspiration og lyst til at lege og motionere i det fri.
Det er årsagen til, at Kompan blev kontaktet, da KlimaByen begyndte at udvikle Aktivitetsskoven  ved Adlerhusvej.
Stedet, der tidligere var træningsbane for fodbold, indgår i regnvandsafledningen fra Karensvej, og det giver mulighed for et attraktivt område. Ikke kun som idrætsplads for Vestre Skole, men som et samlingssted for bydelens borgere næsten hele døgnet.

Tilbage til klatretræet
Under ledelse af projektkoordinator Henriette Henriksen Thingholm og projektkonsulent Nicolai Ahlmann-Ohlsen har planerne givet legepladseksperterne i Kompan noget at arbejde med, for firmaet ønsker at få Aktivitetsskoven til at fremstå som et helt unikt projekt, der kan være med til at åbne andres øjne for, at leg og bevægelse kan tænkes ind mange steder, også i mindre byrum.
Samtidig vil Kompan gerne være med til at løse klimaproblemerne, der er årsag til alt for meget regnvand i gaderne.
- I Aktivitetesskoven er der indarbejdet regnvandsløsninger, der indbyder til at skabe et rum, der er med til at øge livskvaliteten. Engang boede de fleste mennesker lige ved siden af et klatretræ, men efterhånden bor tre fjerdedele af befolkningen i byerne, og så må vi skabe klatretræet på en anden måde, forklarer marketingschef Christian Ottesen, Kompan.

Mere end leg
- Det ligger dybt i vores DNA, at Kompan ikke blot laver legepladser. Vi skaber aktive fællesskaber, hvor man mødes og snakker på tværs af generationer, og hvor børn skaber relationer til andre børn. Det tændte os, at vi kunne være med til at skabe aktive uderum sammen med klimatilpasning, da vi fik den første henvendelse fra KlimaByens projektchef, supplerer salgsdirektør Lars Kaare Pedersen.
Engagementet er andet og mere end salg af legeredskaber til udendørs brug.
- Vi yder en rådgivende funktion, hvor planlæggerne tænker leg og motion ind fra starten, og hvor æstetik og funktionalitet går hånd i hånd, siger Christian Ottesen.
Kompan bidrager ud over rådgivning med trampoliner, faldunderlag, balance-broer og en legelysning med flere forskellige legeredskaber i robinia-træ.

Ledende på området
- Vi ser projektet i Middelfart som et unikt foregangsprojekt. Vi lærer også af det, og det kan tages med videre ud i verden. Projektet er med til at skubbe til ideen om, hvordan man kan lege. Grænserne for leg er udvidet og bragt videre til udendørs aktivitet for voksne, siger Christian Ottesen.
- Det er noget, vi kommer til at bruge som reference overfor landskabsarkitekter for at vise, at det kan Kompan også. Det er ikke sådan, at vi skal overtage projekter, men vi vil gerne spørges til råds og inddrages fra starten, understreger Lars Kaare Pedersen.

Sikkerheden i top
Der er strenge krav til sikkerhed på legepladser, og Kompans produkter er nok nogen af det mest gennemtestede.
- Vi producerer selv og installerer selv og har en hel sikkerhedsafdeling i ryggen, så alle procedurer er gennemtænkt. Når Aktivitetsskoven står der, har man et område, der udfordrer både socialt og kognitivt. Børn skal udfordres og legepladsen skal fremme og invitere til samvær, siger Lars Kaare Pedersen.
- Vi har haft et givet budget at arbejde ud fra, men skulle der en gang blive penge til en fase 2 med en spændende og udfordrende vej mellem Vestre Skole og Aktivitetsskoven, så er vi med, lover Lars Kaare Pedersen, der allerede har ideer til, hvordan man undgår at gå den lige vej.

Bæredygtige materialer
I den rette klimaånd er alle Kompans produkter fremstillet af bæredygtige materiale med stor genanvendelsesgrad.
Robenia, den træsort der anvendes, kan graves i jorden uden at rådne. Den skal ikke behandles med trykimprægnering eller andre giftstoffer. De gummiagtige faldunderlag er genanvendt materiale, som regnvandet hurtigt siver igennem, så der ikke kommer til at stå pytter.
-Bæredygtighed er vigtig. Vi satser på produkter, der holder, men som belaster ressourcerne mindst muligt, fastslår Christian Ottesen.

Foto
Skibet i robiniatræ er et eksempel på et af de redskaber, der kommer til at stå i en legelysning i Aktivitetsskoven