Miljøvenlig bro til Aktivitetsskoven

Fiberline udvikler helt speciel bro til KlimaByen

De fleste kender Fiberlines prisbelønnede bygning ud til motorvejen i Middelfart. Den ligner alt andet end en produktionsvirksomhed, der fremstiller materiale til vindmølle- og bygningsindustrien. Navnet leder mere hen imod en it-virksomhed, der har specialiseret sig i hurtige netforbindelser. Heller ikke indendørs signalerer omgivelserne produktion af byggematerialer. Medarbejderne har hvidt arbejdstøj, der giver indtryk af en ren og miljøvenlig arbejdsplads. Der er hverken støv eller støj i nævneværdig grad.

Men det er her på Barmstedt Allé, der udvikles og fremstilles et meget stærkt og ikke mindst klimavenligt byggemateriale, der kan erstatte både træ, beton og stål.

Vi vil vise, hvad vi kan

-Vi har ligger her på Barmstedt Allé i 10 år, men det er de færreste middelfartere, der ved, hvad vi beskæftiger os med.  Det vil vi gerne lave om på, og da vi fik en henvendelse fra Klimabyen om at være med i Aktivitetsskoven, så vi chancen til at give borgerne noget konkret at kigge på, siger vicedirektør for building & Construction divisionen, Torben Rønlev.

Samtidig er virksomheden glad for at skabe en reference så at sige i baghaven, som kan vises frem for inden- og udenlandske kunder. I Middelfart Kommune er Fiberline tillige involveret i to broer på cykelstien mellem Harndrup og Brenderup.

Fiberline er meget sparsommelige med at uddele sponsorater, selv om firmaet ofte modtager henvendelser.

-Men vi ville gerne være med til at skabe et godt miljø i den kommune, vi er en del af, og hele temaet omkring Klimabyen falder godt i tråd med vores virksomhedsprofil, supplerer  Torben Rønlev.

Bro med lys

Fiberline involverer sig i pælebroen i Aktivitetsskoven, der er en lige bro med ”jorden er giftig” pæle langs den ene side. Broen laves af det gennemsigtige materiale, Fiberline kalder Lay Light, og forsynes med ledlys, der bliver en del af områdets belysning.

Arkitekterne vil gerne have pælene integreret i broen, og det er firmaet ved at finde ud af, hvordan kan lade sig gøre.

Samtidig arbejdes der med styrke og stabilitet i broen, så den bliver behagelig at gå på. Komposit har en indbygget fleksibilitet, men det kompenseres der for ved at lægge meget stive kulfiberbånd på undersiden.

Miljøvenligt produkt

Grundmaterialet er tynde glastråde, der smelter sammen ved relativ lav temperatur og tryk, mens det trækkes gennem et lukket værktøj i en konstant hastighed. I værktøjet tilføres hærdeplast, som til sammen giver produktet de gode egenskaber. Processen går så langsomt, at man næsten ikke kan se bevægelsen.

-Hvis hastigheden ikke er konstant, opstår der svagheder i profilet, som kan sammenlignes med knaster i træ, forklarer Torben Rønlev.

Der bruges ikke nær så meget energi ved fremstilling som til andre byggematerialer, og materialet er let, så der udledes heller ikke så meget CO2 til transport.

På langt sigt er det billigere, da materialet kræver et minimum af vedligehold.

-Eneste vedligehold på en bro, vi satte op i Strandhuse i Kolding for 20 år siden, har været fjernelse af grafitti, nævner vicedirektøren.

Førende på sit felt

Fiberline er en dansk, familieejer virksomhed, der blev grundlagt af Dorthe og Henrik Thorning i 1979. De lejede sig ind i lokaler i Nr. Bjert og begyndte med to medarbejdere i produktionen.

I 1997 blev pladsen for trang, og produktionen rykkede til Middelfart. Det ikoniske hovedsæde på Barmstedt Allé i Middelfart blev taget i brug i 2007, og et generationsskifte blev gennemført fire år senere.

I dag beskæftiger virksomheden 300 mand i produktion og udviklingsafdeling. Halvdelen er kommet til siden 2015.

-Vi har en stor udviklingsafdeling, der hele tiden forsker i forbedringer, der gør os til foregangs-virksomhed i branchen. Vi er med til at sætte standarder for certificering, og det er noget, der tager tid og ressourcer. Det tog for eksempel 10 år og 2 ph.d. afhandlinger at opnå en certificering i Tyskland, afslører Torben Rønlev.

Kort om Fiberline

Fiberline Composites A/S blev grundlagt i 1979

Teknologien kommer fra USA

Komposit er et materiale sammensat af mindst to forskellige materialer, der i kombination giver høj styrke lav vægt og god bestandighed

Fiberline har leveret materiale til 3000 broer i Europa

I Danmark er tallet foreløbig 30

Fiberline beskæftiger 300 medarbejdere

Halvdelen er kommet til siden 2015

Der arbejdes 7 dage i tre-holds skift

Vicedirektør for Building & Construction divisionen, Torben Rønlev, Fiberline, vil i Aktivitetsskoven vise, hvad firmaet kan.