Stor aktivitet i 2018

Der har været travlhed flere steder i KlimaByen dette år, og projektet nærmer sig med hastige skridt sin afslutning.

Delområderne i KlimaByen har taget nogle store og vigtige skridt i 2018. Projektets entreprenør har været forbi flere gader i Bykvarteret, som nu står færdige. Andre steder i projektområdet er der stadig stor aktivitet, og i løbet af 2019 vil også de områder stå færdige.

Indvielse på Vestre Kirkegård
I foråret 2018 blev vi officielt færdige med delområde 2 Allékvarteret, da KlimaByen i samarbejde med Clay og Middelfarts menighedsråd kunne indvie den nye vandtrappe og den smukke kunst på Vestre Kirkegård.

Bykvarteret
Der kom fart på projektet i flere delområder, da startskuddet lød i Aktivitetsskoven, og entreprenørerne begyndte med anlægsarbejdet i Bykvarteret. Mange gader i den gamle bydel har i løbet af 2017 og 2018 fået renoveret ledningerne i jorden og derefter fået en ny belægning i forbindelse med klimatilpasningen af området. Gl. Havn har også fået et ansigtsløft og er dermed blevet en flot afslutning på den gamle bydel i Middelfart.
Arbejdet i Bykvarteret fortsætter i 2019, og efter planen står området færdigt til efteråret.

Aktivitetsskoven

I foråret kunne entreprenøren begynde at omdanne den gamle sportsplads ved Middelfart Stadion, og Aktivitetsskoven er nu en realitet i samarbejde med RealDania, LOA, Fiberline, Kompan og Plant et Træ. Efter nogle travle måneder, afholdte KlimaByen sammen med Plant et Træ et arrangement for byens børn, hvor de var med til at plante nogle af skovens mange træer. Efter planen står Aktivitetsskoven endelig klar i løbet af foråret 2019.

Anerkendelse og stor interesse for projektet

2018 var også året, hvor der endnu en gang var stor interesse for projektet fra både politisk side og fagfolk. KlimaByen blev anerkendt på national plan som et innovativt klimatilpasningsprojekt og vandt DANVA’s klimapris for delområderne Skovkvarteret og Allékvarteret. Begrundelsen for sejren er blandt andet, at projektet er et innovativt projekt, hvor klimatilpasning og byudvikling går hånd i hånd. Udover den flotte anerkendelse var der endnu en gang mange besøgende forbi området, for blandt andet at få en faglig gennemgang af projektets klimatilpasningsløsninger.
Projektets deltagere glæder sig til 2019, hvor der vil være flere fremvisninger af delområderne, og projektet vil kunne inspirere fagfolk i ind- og udland, når det gælder klimatilpasning og byudvikling. Projektet er en af de største af sin art, og det rummer derfor mange forskellige løsninger indenfor klimatilpasning.