Stor interesse for KlimaByen

KlimaByen er på verdenskortet, og vi viser gerne projektet frem til alle som har interesse i klimatilpasning og byfornyelse.

Er du beboer i KlimaByen, ser du sandsynligvis ofte en stor flok mennesker komme gående anført af KlimaByens projektleder Pernille Svane eller en anden projektdeltager. Men hvad er det egentlig, der foregår på denne tur rundt i KlimaByen?

KlimaByen er for alle
KlimaByen vækker opmærksomhed i ind- og udland, og alene i 2018 havde vi 16 fremvisninger. De interesserede er politikere, ingeniører, byplanlæggere og mange andre, som har en interesse i klimatilpasning og byfornyelse. KlimaByen viser, hvordan klimatilpasning og byfornyelse kan gå hånd i hånd på en smuk og funktionel måde. Her er der stor fokus på, at byens borgere får en smuk by, som indbyder til aktivitet og på samme tid leder vandet bort, når store mængder regn falder.

Politisk interesse
I efteråret 2018 havde KlimaByen besøg af socialdemokraterne Mette Frederiksen og Dan Jørgensen. De blev vist rundt i projektområdet og fik et indblik i, hvordan vi i Middelfart takler de udfordringer, vi alle oplever med stigningen i nedbør. Aktivitetsskoven fik i høj grad opmærksomhed, da Middelfart her får en fantastisk løsning, som opfylder et praktisk behov for afledning af vandet, men i høj grad også et rekreativt behov. Området er ikke kun smukt, men også et brugbart område, hvor familie og venner kan være sammen på en anderledes måde.

KlimaByen i fremtiden
Fremover vil beboerne i KlimaByen også møde de mange gæster i området, da projektet er unikt. Projekt KlimaByen er banebrydende på flere områder blandt andet på grund af projektområdets størrelse, områdetyper og den megen borger- og interessentinddragelse, der har været igennem hele projektet. Det skaber interesse, og fagfolk samt politikere fra ind- og udland vil gerne lærer af os, inden de selv kaster sig ud i et klimatilpasningsprojekt.